

Manden bag Brodamgaard
Mit navn er Jesper, og min vej til landbruget har været alt andet end lige. Jeg er oprindeligt uddannet landmand og har altid haft en naturlig tilknytning til jorden og arbejdet med dyr og planter. Senere valgte jeg at tjene i hæren, hvor jeg også var udsendt. En erfaring der har lært mig disciplin, ansvar og værdien af stærke fællesskaber.
Efter min tid i Forsvaret uddannede jeg mig til finansøkonom og senere som ESG-projektleder. Her arbejdede jeg med at forstå og udvikle løsninger, der skaber værdi både økonomisk, miljømæssigt og socialt. Men trods spændende udfordringer trak landbruget, og livet tæt på naturen, stadig i mig.
Brodamgaard er resultatet af denne rejse. Her kombinerer jeg min faglige ballast fra økonomi og projektledelse med min grundlæggende passion for jordbrug og økologi. Jeg ønsker at skabe en gård, hvor vi dyrker mad med omtanke, giver plads til læring og viser, hvordan et moderne landbrug kan se ud, når det er baseret på kvalitet, omsorg og fællesskab.
For mig handler Brodamgaard ikke kun om grøntsager og æg. Det handler om at bygge bro mellem mennesker, natur og lokalsamfund – og at skabe et sted, hvor både kunder, elever og frivillige kan blive en del af en større historie.
